12 februar 2019 11:49

Amatørbonus på ECCO Touren

Forside Nyheder Amatørbonus på ECCO Touren
Fra ECCO TOUR

Fra 2019 indføres en “Made in Denmark Amateur Ranking”, hvorfra de tre bedste amatører kvalificerer sig til Made in Denmark Challenge by FREJA i Silkeborg Ry Golfklub i august. Derudover inviteres de 10 bedste danske amatører på ranglisten til en træningssamling med landsholdet til efteråret. 

Morten Toft Hansen blev i 2018 bedste amatør på ECCO Touren. Kan han gøre det igen i 2019 og kvalificere sig til Made in Denmark Challenge by FREJA?

Der bliver dermed for alvor noget at kæmpe for, for de dygtige amatører, der grundet reglerne ikke kan tage penge med hjem fra de professionelle turneringer.

– Amatørspillerne må ikke vinde penge. Det er ikke vores regler, så dem kan vi ikke ændre på. Men vi kan gøre noget andet for de danske amatørspillere, der ønsker at prøve kræfter med ECCO Touren, forklarer ECCO Tourens kommunikationsansvarlige, Brian Vester, der mener, at den nye rangliste vil hæve amatørernes niveau.

De fleste amatørspillere drømmer om på sigt at blive professionelle, og for langt de fleste går den vej gennem ECCO Touren. Derfor er det vigtigt, at de får lov at snuse til niveauet og i det hele taget føle sig hjemme i et professionelt miljø så hurtigt som muligt. Men da det er dyrere at spille en ECCO Tour end en amatørturnering, og man som amatør ikke må få del i præmiepengene, uanset hvor godt man gør det, smider ECCO Touren nu noget andet i puljen.

3 mand til Challenge Tour

-og 10 mand til Landsholdssamling

– Vi forsøger at skabe noget værdi og motivation for amatørerne ved at belønne Top 3 på denne nye Made in Denmark Amateur Ranking med en invitation til Made in Denmark Challenge by FREJA i starten af august. Vi har desuden lavet et samarbejde med Claus Mølholm og Thomas Larsson fra Dansk Golf Union, således at de 10 bedste danskere på Made in Denmark Amateur Ranking inviteres til en landsholdssamling i efteråret. Her får de chancen for at træne med de bedste spillere og blive tilset af landstræneren, siger Brian Vester.

– Og det er vigtigt at føle noget pres, når man spiller, så man ikke gemmer sig bag sin amatørstatus. Vi tror på, at det vil gøre dem skarpere og styrke deres udvikling, afrunder Brian Vester.

Sæsonen og dermed også amatør-kapløbet starter den 12. februar på PGA Catalunya Resort ved ECCO Tourens Winter Series med to store 50.000 euro turneringer. Og da kvalifikationsræset til Made in Denmark Challenge by FREJA i Ry allerede slutter i juni måned, så kan disse turneringer blive ganske afgørende.

De senere år har flere danske amatører snuppet sejre på ECCO Touren. Senest vandt Nicolai Højgaard Bravo Tours Open på Rømø i april 2018, mens Oskar Ambrosius snød hele prof-eliten og vandt Jyske Bank PGA Championship tilbage i 2017.

I 2019 skal de danske amatører foruden hinanden prøve kræfter med de professionelle profiler på ECCO Touren; Rasmus og Nicolai Højgaard, Frederik Dreier, Victor Østerby, Nicolai Kristensen, Peter Launer Bæk, Mathias Gladbjerg og Morten Ørum Madsen.

Sådan er reglerne:

  • Top 3 på ranglisten pr. 1. juli inviteres til Made in Denmark Challenge by FREJA der afvikles fra 7. – 10. august i Ry.
    • (Den bedste dansker samt de to højst-placerede på ranglisten pr. 29. juni)
  • De 10 bedste danske amatører på ranglisten pr. 29. juni inviteres til en landsholdssamling i efteråret 2019.
  • Tællende turneringer til Made in Denmark Amateur Ranking er:
    • Mediter Real Estate Masters, PGA Catalunya Resort: 12. – 14. februar
    • PGA Catalunya Championship, PGA Catalunya Resort: 17. – 19. februar
    • Master of the Monster Match Play, Green Eagle: 25. – 27. april
    • Bravo Tours Open by Visit Tønder, Rømø, 1. – 3. maj
    • Jyske Bank Made in Denmark Qualifier, Silkeborg Ry, 8. – 10. maj
    • Thisted Forsikring Championship, Aalborg, 5. – 7. juni
    • Tinderbox Charity Challenge, Odense Eventyr, 26. – 28. juni

Seneste nyheder