08 maj 2018 21:23

CANADAS SUPERSTJERNE PÅ GOLFBANEN I SILKEBORG

Forside Nyheder CANADAS SUPERSTJERNE PÅ GOLFBANEN I SILKEBORG
PM af Frits Christensen

Connor McDavid er canadisk ishockeys største stjerne med en kontrakt til 655 mio. kr. Efter sejren over Danmark tog han en tur på golfbanen i Silkeborg Ry Golfklub

Foto: Per Pedersen

Selv om golfsporten er forvænt med stjernespillere og skyhøje lønninger, skal man op i Tiger Woods-niveau for at matche lønnen til canadisk ishockeys nye superstar, Connor McDavid, der var blandt målscorerne i 7-1 sejren over Danmark tirsdag aften. Han havde ingen problemer med at betale greenfee for spillet på Danmarks nyeste Europatour-bane.

For selv om der stadig er et stykke vej op til Tiger Woods’ samlede indtjening på seks milliarder kroner (præmier og sponsorkontrakter), så er en kontrakt over otte år med Edmonton Oilers til en samlet værdi på 655 mio. kr. guld værd i dollars for den kun 20-årige Connor McDavid, det ubetinget hotteste navn i den nordamerikanske ishockeyliga (NHL) – og den bedst betalte spiller i det igangværende A-VM i ishockey i Herning og København.

Under alle omstændigheder er Connor McDavid den højst betalte sportsmand, der har sat sine ben på fairways i Silkeborg Ry Golfklub, der ellers har opfostret den danske Ryder Cup-kaptajn Thomas Bjørn, hvis karriereindtjening i præmier beløber sig til 150 mio. kr.

Når Connor McDavid sammen med holdkammeraterne kunne slå sig løs på golfbanen i Silkeborg skyldes det, at hans klub Edmonton Oilers ikke nåede at kvalificere sig til slutspillet i Stanley Cup. Det var ellers Connor McDavids erklærede mål at vinde Stanley Cup for sin klub for første gang siden 1990, da han for et år siden underskrev den lukrative kontrakt med klubben, hvor også legenden over dem alle, Wayne Gretzsky, havde sin storhedstid.

Foruden at være anfører for sit hold og den bedst lønnede spiller i NHL præsterede Connor McDavid at blive sit holds topscorer i den forløbne sæson med 108 point fordelt på 41 scoringer og 67 assists.

 

Seneste nyheder