02 maj 2018 18:58

Oliver Suhr med fremme på Langesø

Forside Nyheder Oliver Suhr med fremme på Langesø
Af ECCO Tour

Danske Oliver Suhr var onsdag flyvende på Langesø Golf og overnatter på andenpladsen ved Willis Towers Watson Pro-Am Masters by Egekilde. Svenske Jacob Glennemo har lagt sig i spidsen.

Oliver Suhr er på andenpladsen efter første runde ved Willis Towers Watson Masters by Egekilde.

Formatet ved Willis Towers Watson Pro-Am Masters by Egekilde er – foruden at turneringen spilles som Pro-Am – et modificeret Stableford system. Det betyder, at man belønnes for aggressivt spil, mens man straffes mildere for bogeys og andre ulykker. Og det system formåede Oliver Suhr at udnytte.

Ros til format og Langesø Golf

En eagle og seks birdies blev det til for Suhr, hvilket giver ham en score på 14 point efter førstedagen. Det er et point dårligere end svenske Jacob Glennemo.

– Jeg spillede rigtig godt i dag. Jeg kan godt lide Pro-Am formatet, og jeg har hygget mig meget med mine medspillere. Det tror jeg er medvirkende til, at spillet var ekstra godt i dag, forklarer Oliver Suhr, der også roser banen.

– Anlægget her på Langesø Golf er fremragende. De har taget betegnelsen “Den Skjulte Golfperle” til sig, og det rammer egentligt meget godt. Folk kan roligt tage på golfferie på Fyn, siger Oliver Suhr.

Suhr fortsætter således sin gode form. Så sent som i sidste uge førte han Bravo Tours Open by Visit Tønder inden finalerunden men sluttede på en femteplads. En ny mulighed for sejr lurer allerede i denne uge.

– Man kan jo ikke forvente, at man vinder hver gang man fører inden finalerunden. Men jo flere gange man kan blande sig i toppen, jo større chancer har man for at snøre sækken, uddyber Oliver Suhr, inden der reflekteres.

– Egentlig er min eneste ECCO Tour sejr kommet, hvor jeg lå sidst inden finaledagen, griner Oliver Suhr.

Lige i hælene på Jacob Glennemo (15 point) og Oliver Suhr (14 point) følger norske Aksel Kristoffer Olsen (13 point). Nordmanden præsterede hele to eagles på dagens runde og til fem point stykket, strøg Olsen langt frem trods en ellers begivenhedsfattig runde.

Næstbedste dansker er Martin Leth Simonsen med 9 point. Det rækker til en delt sjetteplads.

Du kan se stillingen ved Willis Towers Watson Pro-Am Masters by Egekilde her.

Pro-Am konkurrencen

Bedst blandt de i alt 36 Pro-Am hold er efter førstedagen BACKTEE, ECCO og Nykredit.

Du kan se stillingen i Pro-Am konkurrencen her.

Anden runde af Willis Towers Watson Pro-Am Masters by Egekilde starter torsdag morgen kl. 08.00. Du kan følge med LIVE her.

Seneste nyheder