05 april 2018 18:11

Vejle Golf Club fortsætter TryOut

Forside Nyheder Vejle Golf Club fortsætter TryOut
Af pm

Vejle Golf Club fortsætter i 2018 tilbuddet med TryOut for interesserede, der ikke tidligere har spillet golf.  TryOut-konceptet indebærer, at man i en hel sæson kan gøre sig erfaringer med golf, inden man skal betale kontingent og eventuelt indskud til klubben.

”Vi tilbyder interesserede i at prøve golf, så de bliver sikre på om spillet er noget for dem, inden de skal betale indskud og medlemskab. TryOut-konceptet betyder, at folk selv kan vurdere, hvad der skal til af tid og træning, før de kan tage beslutning om de vil være medlem eller ej”, fortæller formand for begynderudvalget i VGC, Margit Jakobsen,

Golf er en idræt for hele familien, der sætter fokus på det sociale samvær, naturoplevelsen og den gode motion, som golfspil indebærer.

Betingelserne for at blive TryOut-medlem er, at du ikke tidligere har været medlem i Vejle Golf Club og at du ikke tidligere har haft DGU-kort.

 Så kan du prøve golfspillets for kun kr. 300, der går til dækning af bl.a. startmaterialer og bagmærke, som udleveres ved introduktionsaftnen, samt 4 træningspas med klubbens trænerteam i TryOut konceptet.

Man kan spille golf hele livet, og der er kun få sportsgrene, der på samme måde som golf kan være ramme om fællesskab på tværs af generationer – og konkurrence på tværs af niveau. Golfsportens unikke handicapsystem betyder nemlig, at alle golfspillere kan dyste mod hinanden, uanset deres talent og erfaringer.

”I 2018 har vi besluttet at fortsætte aktiviteterne, efter at folk har bestået prøverne og er blevet medlem af Vejle Golf Club. Vi har lavet en ny klub-i-klubben; Club 37, hvor medlemmerne modtager en række attraktive tilbud, også for at vi kan fastholde dem i de første år, til de er helt integreret i klubben”, fortæller Keld Hertz Hansen, der er formand for Club 37.

”Blandt tilbuddene er holdtræning, fælles spil lørdag eftermiddage med erfarne mentorer og en ny og kortere version af banen, så man har stor chance for at opleve succes på golfbanen”, fortæller Keld Hertz Hansen.

Tillige vil foreningsafdelingen inviterer til arrangementer på tværs i klubben, som både har til hensigt at fremme det sociale samvær i klubben, men også at ”udvide” sæsonen, så der bliver flere aktiviteter i de mørke måneder.

”Vi har i den sene vinter/tidlige forår inviteret til fællesspisning med inspiration, og det tiltag har medlemmerne taget rigtigt godt imod. Vi har fået inspiration til at rejse med golf og til mentaltræning, og på programmet er selvfølgelig en målrettet indsats omkring de nye golfregler, som bliver ændret og gælder fra 1. januar 2019”, fortæller Thorkild Høj fra Foreningsafdelingen.

Du finder mere om Vejle Golf Club og TryOut på vores hjemmeside vgc.dk, hvor du også kan tilmelde dig en af de kommende introduktionsaftner i golfklubben. De holdes på forskellige ugedage, typisk i tidsrummet 17.30-19.30.

Seneste nyheder