23 november 2017 16:39

TIGER WOODS COMEBACK PÅ C MORE GOLF

Forside Nyheder TIGER WOODS COMEBACK PÅ C MORE GOLF
Af PM

Verdens muligvis bedste golfspiller gennem tiderne, er klar til igen at træde inden for rebene i en golfturnering. Det er endnu engang et længe ventet comeback, og man må gå ud fra, at dette er sidste chance. Hvis kroppen/ryggen ikke holder denne gang, må Tiger Woods æraen officielt være slut.

I 2016 forsøgte Tiger med comeback i samme turnering på Bahamas. Hero World Challenge er Tigers egen turnering, og passer perfekt til et så anonymt comeback, som det kan blive for Woods. Samtidig er feltet kun på 18 spillere, hvilket betyder, at han er sikret fire turneringsrunder. 17 af de allerbedste spillere i verden lige nu stiller op, og så Woods som nu ligger nummer 1193 i verden, dette er dog ikke et retvisende billede af Tigers styrke.

Sidste år gik hans comeback helt okay. Faktisk var Tiger den spiller i feltet med flest birdies for turneringen med hele 24. Til gengæld var der ikke helt langt nok mellem fejlene, så slutplaceringen som nummer 15 ud af 18 spillere var mere, som man kunne forvente af en spiller, som på det tidspunkt ikke havde spillet i 15 måneder.

Et stramt program blev derefter lagt for Tiger med mange planlagte turneringer på kort tid. I januar teede han den igen op på Torrey Pines, i Farmers Insurance Open og med runder i 76 og 72 mistede han ved den lejlighed cuttet. Derfra gik turen direkte til Dubai til Dubai Desert Classic på Europa Touren, hvor Woods måtte trække sig efter første runde på grund af flere problemer med ryggen, som senere endte med endnu en rygoperation. Siden har vi kun hørt sporadisk nyt fra superstjernen.

Hvad kan vi forvente af golfens største ambassadør denne gang?
Alle golfentusiaster har en mening om, hvad Tiger kan opnå i forsøget på endnu et comeback. Der er dog efterhånden bred enighed om, at han ikke når tilbage til tidligere tiders storhed. Dertil er bredden efterhånden nok for stor blandt de bedste spillere i verden. Men kan Tiger blive god nok til at vinde igen? Hvis ryggen tillader Tiger at træne igennem, spille de turneringer han har lyst til, og i det hele taget ikke stopper ham fremadrettet, er der bestemt ikke noget i vejen for, at Tiger kan tage flere trofæer end de 79, han i forvejen har på den amerikanske tour.

Woods har mistet den fordel, han tidligere havde, hvor han med ren power kunne overvinde en golfbane. Det er der rigtig mange spillere i verden, der formår at gøre nu, og med væsentligt mere swing speed end Tiger kan præstere i en alder af snart 42 år. Når det er sagt, så har Tiger med sit eminente kortspil og putning ikke brug for rå power for at vinde turneringer. Spørgsmålet er nærmere, om den tidligere nærmest uovervindelige verdensstjerne har lidt for mange personlige nederlag, til at kunne stille op med samme mentale tilgang som før 2009, hvor det hele ramlede første gang for Woods.

Der er ikke nogen tvivl om, at de spillere der nu skal forsøge at stoppe Woods ser på ham med andre øjne, end de spillere han gang på gang satte til vægs for ti år siden. Nu er verdenstoppen primært meget unge spillere, som er for unge til at have fulgt hele Tigers imponerende karriere. Det er mange år siden, og de spillere har aldrig for alvor stået ansigt til ansigt med en Tiger Woods i topform. En skræmmende oplevelse har man kunne høre fra rigtig mange spillere, og noget man i den grad må krydse fingre for sker igen, for så kan selv en Tiger over 40 også skræmme de fleste unge spillere.

 

Hero World Challenge sendes på C More Golf fra den 30. november.

Husker du “Tiger-fælden”?

Seneste nyheder