21 december 2014 16:58

Nanna vandt - Emily nr. 4

Forside Nyheder Nanna vandt - Emily nr. 4
Af Svend Novrup

Lalla Aicha Q-school i Marokko blev en sensationel dansk triumf. De to danske amatører satte hele feltet af professionelle og topamatører mat og sluttede som hhv. nr. 1 og 4, så de får en fornem kategori på LET 2015. Mens Nanna Koerstz Madsen klart har givet udtryk for, at fik hun kort, ville hun turne pro ret omgående, har Emily Pedersen virket mere tvivlrådig, men mon ikke dette resultat fjerner tvivlen?

Emily Pedersen (tv) og Nanna Koerstz Madsen satte de professionelle til vægs i Marokko

Emily Pedersen (tv) og Nanna Koerstz Madsen satte de professionelle til vægs i Marokko (Foto Jesper Vinzents)

Nanna Koerstz Madsen sluttede med en utrolig runde i -9. En tangering af den bedste runde, der endnu er spillet i Q-school i Marokko. En rekord, der i øvrigt blev sat i går. En overgang var hun i -10, men fik en bogey til slut. Samtidig gik det imidlertid baglæns for hendes konkurrenter til en meget overraskende slutsejr, så Smørumpigen nu står indskrevet blandt vinderne på Q-school. Emily Pedersen indledte dagen med en Birdie, og selv om der derefter kom en enkelt bogey, var retningen klart opad. Hendes sidste runde blev på -7, og det betød, at hun rykkede frem som nr. 4 i denne stilling i toppen: 1. Nanna Koertz Madsen -17. 2. Georgia Hall, England -15. 3. Sophia Popov, Tyskland -14. 4. Emily Pedersen -10. Yderligere tre svenske og tre finske spillere fik fuldt kort, og to svenskere er i øjeblikket i omspil om de sidste fulde pladser på LET 2015. Med Twins’ triumf har Danmark næste år seks spillere med fuldt LET-kort. Foruden Smørumspillerne er det Line Vedel, Malene Jørgensen, Nicole Broch Larsen og Daisy Nielsen. Alle har klasse til at vinde turneringer. Det bliver et meget spændende 2015, og skal Smørum i øvrigt ikke se at få en turnering på LET!?

Seneste nyheder

ingen relaterede nyheder