Nicolai Højgaard klar til ECCO Tour Winter Series: “Ikke de store forventninger…”

Tirsdag starter ECCO Tour 2019, når Mediter Real Estate Masters skydes i gang på PGA Catalunya Resort nord for Barcelona. De 121 spillere ankommer i dag og i morgen, og heriblandt er golfkométen, Nicolai Højgaard. 

Nicolai Højgaard vandt i 2018 Bravo Tours Open by Visit Tønder. Ved ECCO Tour Winter Series spiller han sin første turnering som professionel.

Og trods sine blot 17 år, så er Nicolai Højgaard nok den mest omtalte og overvågede spiller i feltet. Se startlisten her.

Årsagen er, at Højgaard havde en fuldstændig historisk amatørsæson i 2018, inden han denne vinter – i øvrigt sammen med sin tvillingebror, Rasmus – byttede sin amatørstatus ud med en professionel ditto. Det betyder, at ECCO Tour Winter Series er første professionelle optræden for unge Højgaard.

– Jeg glæder mig til de første turneringer og til at se, hvordan kroppen og hovedet reagerer på den nye status, fortæller en ydmyg men fokuseret Nicolai Højgaard, som godt ved, at nogle ting bliver lidt anderledes nu.

– I løbet af vinteren har jeg brugt meget tid på den fysiske del af træningen, så jeg er klar til en hård sæson og mange rejsedage. Jeg har også brugt meget tid på at optimere mit spil og forberede mig på livet som professionel, forklarer Nicolai Højgaard.

Og 2019 bliver helt sikkert et travlt og begivenhedsrigt år for Nicolai Højgaard. Foruden ECCO Touren, så forventes det, at sidste års bedrifter vil kaste lidt Challenge Tour invitationer af sig i år.

Store sko at fylde..
Tidligere har Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard tiltrukket sig enorm interesse på ECCO Touren. Dengang var det tydeligt, at her var noget særligt på vej. Det samme gør sig gældende for Nicolai Højgaard. Spørgsmålet er, om han – som Thorbjørn og Lucas – står for presset, forløser potentialet og springer ud allerede i sin første ECCO Tour sæson.

– Jeg har naturligvis bemærket interessen, men jeg synes ikke, det er en ulempe og jeg føler ikke noget pres. Hvis jeg bliver ved med at følge min plan og får gjort de ting, der skal ngetil, og altid giver alt hvad jeg har, så tror jeg på, at det hele kommer af sig selv, slutter Nicolai Højgaard.

Stærkt felt ved Mediter Real Estate Masters
Ved Mediter Real Estate Masters, der begynder tirsdag morgen, er en række store navne med i feltet. Danske Jeppe Huldahl, Lasse Jensen, Mark Haastrup, Martin Leth Simonsen, Morten Ørum Madsen, Mathieu Fenasse & Joel Stalter fra Frankrig, Xavi Puig og Pep Angles fra Spanien, Marcel Schneider fra Tyskland og engelske Sam Hutsby.

Sidstnævnte Hutsby bliver de første to dage spillemakker med Nicolai Højgaard og med Niklas Nørgaard Møller som tredjemand i bolden.

I 2018 vandt Joachim B. Hansen Mediter Real Estate Masters, og året forinden trak den tyske Europa Tour spiller, Florian Fritsch, det længste strå.

Du kan se startlisten til Mediter Real Estate Masters her.

Følg Mediter Real Estate Masters LIVE fra tirsdag morgen på Eccotour.org

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder, Uden kategori og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.