LYNGBYGAARD GOLF I SAMARBEJDE MED KIDSAID

Lyngbygaard Golf har indledt et samarbejde med børnehjælpsorganisationen KidsAid, der gennem mange års velgørenhedsarrangementer har skaffet millioner af kroner til syge og sårbare børn og deres familier gennem donationer til børneafdelingerne på landets hospitaler.

Ved at købe et hold til Charity Golf-arrangementet på Lyngbygaard Golf til september kan man støtte KidsAids børnehjælpsarbejde.

 

Samarbejdet blev skudt i gang i marts med en event på Børnekræftsafdelingen på Skejby i marts, og det fortsætter den 6. september med en stor charity golfevent på Lyngbygaard Golf, hvor virksomheder og private kan købe sig ind med hold i en turnering for på den måde at støtte den gode sag.

 

Meningen med samarbejdet er, at der skal rejses penge til konkrete projekter på Skejby, hvor børneafdelingen allerede er i dialog med KidsAid, der også er blevet en del af Lyngbygaard Golfs erhvervsklub med henblik på at aktivere deres arbejde blandt århusianske virksomheder.

 

-I Lyngbygaard Golf ser vi meget frem til samarbejdet med KidsAid. Både deres værdisæt og kvalitetskrav læner sig godt op ad det, vi gerne vil stå for, siger direktør på Lyngbygaard Golf, Thomas Nørret.

-Tanken om at være en del af et velgørende arbejde, der først og fremmest støtter en lokal sag, har længe været med i vores planer. Derudover har KidsAid et netværk, der kan vise sig rigtig interessant for vores forretning og for kommende arrangementer på Lyngbygaard Golf, siger Thomas Nørret.

 

-Netværket omkring KidsAid er uhyre vigtigt for vores arbejde med at skabe trivsel, håb og glæde for syge børn i Danmark. Vi er overbeviste om, at Lyngbygaard Golf passer glimrende ind i vores eksisterende netværk, og at samarbejdet vil blive en gevinst for begge parter. Vi glæder os til vores KidsAid Charity Golf-arrangement til september, der bl.a. skal være med til at rejse penge til konkrete projekter på Skejby Sygehus, siger sekretariatschef i KidsAid, Henrik Lundorff.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder, Uden kategori og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.