Fantastisk fredag i vente – Hundebøll og Morten Ørum Madsen i front

De to lokale favoritter, Oliver Hundebøll og Morten Ørum Madsen, er begge i front for Jyske Bank Made in Denmark Qualifier inden finalen. I 13 under par deler de føringen med norske Jarand Ekeland Arnøy.

Fredag kan blive en fantastisk dag i Silkeborg Ry Golfklub, når hjemmebanefavoritterne, Oliver Hundebøll Jørgensen (tv.) og Morten Ørum Madsen slår ud i førerbolden ved Jyske Bank Made in Denmark Qualifier.

Der er derfor lagt op til et brag af en finale fredag, når Oliver Hundebøll og Morten Ørum Madsen fra Silkeborg Ry Golfklub på hjemmebane slår ud i førerbolden ved Jyske Bank Made in Denmark Qualifier.

Og mens Morten Ørum Madsen allerede er kvalificeret til Made in Denmark presented by FREJA og desuden kender alt til Europa Touren, så er unge Hundebøll pludselig meget tæt på Europa Tour debut. De tre bedste spillere ved Jyske Bank Made in Denmark Qualifier får nemlig en invitation til Made in Denmark presented by FREJA om 14 dage i Himmerland. Og lykkes det for Hundebøll, så hedder konkurrenterne pludselig Thorbjørn Olesen, Thomas Pieters, Lucas Bjerregaard, Matt Wallace osv.

Det hele bliver sværere fredag
Hundebøll, MØM og Jarand Ekeland Arnøy har, som resten af feltet, nydt godt af de gunstige betingelser i Ry de seneste to dage. Fredag venter der finalefeltet en anden oplevelse på Silkeborg-banen. Scores vil være væsentligt højere, og trioen skal forsøge at holde stærke navne bag sig på det krævende Europa Tour anlæg i skoven. En situation som Morten Ørum Madsen havde håbet på.

– Jeg håber, at jeg kan holde mig fremme i turneringen, så jeg stadig har sejren inden for rækkevidde, når vi rammer Silkeborg fredag. Det ville være helt fantastisk at spille med om sejren på hjemmebane, fortalte Morten Ørum Madsen før turneringen begyndte. Nu skal MØM således “bare” gøre arbejdet færdigt.

Fremrangende spillere i kølvandet på de førende
I 12 under par og et slag efter de førende ligger norske Elias Bertheussen, mens den finske longhitter Lauri Ruuska ligger nummer fem i 11 under.

Yderligere et slag tilbage på en delt sjetteplads ligger Mathias Gladbjerg, der helt sikkert også håber på en Europa Tour plads i Himmerland.

Også Nicolai Kristensen, Nikolaj Høgh, Nikolaj Nissen, Mikkel Hjorth og Thomas Nørret har top-3 inden for rimelig afstand i henholdsvis ni og otte under par. Faktisk har førstnævnte Kristensen flere heste at spille på, da han også er favorit til at snuppe den tredje og sidste Made in Denmark billet via ECCO Tourens rangliste, Race to Himmerland. Her er MØM og Gudmundur Kristjansson allerede sikret de to første.

Fredag kan blive en kæmpestor dansk – og måske især silkeborgensisk – golffest. Så har du en halv fridag på kontoen, så er det med at få fat på chefen med det samme.

Du kan se stillingen ved Jyske Bank Made in Denmark Qualifier her, hvor du ligeledes kan se starttiderne for fredagens finalerunde.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder, Uden kategori og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.