DM i Bridge/Golf

Det er formentlig de færreste golfspillere, der er klar over det, men hver sommer bliver der afholdt et uofficielt DM i bridge og golf arrangeret af Danmarks Bridgeforbund. Turneringen finder sted under Dansk Bridgefestival, som altid ligger den 2. uge i juli, og der er fri tilmelding efter først-til-mølle-princippet. Turneringen blev afholdt for første gang i 2005 og er blevet så populær, at folk sidder klar ved computeren, når online-tilmeldingen åbner den 1. januar.

7cc4436e-9b1a-4f83-b1be-e1de0bad4276

 

Turneringen ligger i år fra den 15-17. juli i slutningen af festivalen. Deltagerne starter med bridge fredag aften, som foregår i en langt mere hyggelig atmosfære end de fleste danmarksmesterskaber. Men tag ikke fejl – deltagerne vil vinde.

 

Lørdag går deltagerne en runde golf om dagen og spiller bridge om aftenen, og søndag er den sidste runde golf afgørende for slutplaceringen. Vinderne er det par, som scorer bedst i kombinationen bridge og golf uden handicap.

 

Bridgespillere med handicap

Inspireret af handicapsystemet i golf er der opfundet et tilsvarende system i bridge, hvor man i hver turnering får beregnet sin forventede slutplacering og bliver reguleret op og ned i handicap alt efter, om man klarer sig værre eller bedre. Mon ikke det er en golfspillende bridgespiller, der har fået den ide?

35fca7bb-4349-4e30-b376-f1e5ce6fdb12

Tidligere er DM i Bridge/Golf blevet spillet på forskellige baner, men i 2016 spilles golfrunderne atter på Svendborg Golfklubs bane, da der var stor begejstring for banen sidste år – og ikke mindst for restauranten. Turneringen slutter nemlig altid med en fælles buffet for alle spillere, hvor præmier og medaljer bliver overrakt.

 

Der er intet samarbejde med Dansk Golf Union omkring turneringen. Der blev gjort et forsøg, da turneringen blev indstiftet, men uden succes.

Der er 23.000 medlemmer organiseret under Danmarks Bridgeforbund, og 200.000 personer i Danmark spiller bridge i varieret omfang – og rigtig mange af disse er også golfspillere.

 

Særligt for gruppen i alderen 50+ har i høj grad samme profil som bridgespillere. Mange bridgespillere er drevet af konkurrencen og elsker at rejse ud i verden på bridgerejser (gerne kombineret med golf). Og så er bridge – modsat hvad de fleste forestiller sig – sundt. En undersøgelse fra 2015 lavet af Videncenter for sundhedsfremme ved UC SYD viser, at bridgespillere er mindre belastet af sygdom og mindre ensomme sammenlignet med deres jævnaldrende.

 

Fredericia Golf Club er et eksempel på en golfklub, som også har sin egen bridgeklub, nemlig Fredericia Golf Bridge med 38 medlemmer, som spiller i klubhuset i Fredericia Golf Club.

 

Kom til Bridgens Dag

Den 28. august afholder Danmarks Bridgeforbund Bridgens Dag – en pendant til Golfens Dag – hvor over 100 bridgeklubber fordelt over hele landet åbner dørene for nysgerrige, der har lyst til at prøve kræfter med en gratis introduktion til kortspillet.

Hvis du er blevet nysgerrig, så find nærmeste bridgeklub på denne hjemmeside.

af779891-c54a-44b6-8f15-291a5b4e06a6

Fakta om DM i Bridge/golf

  • Deltagelse i turneringen kræver medlemskab af en klub under DBf og medlemskab af en golfklub. Parrets samlede golf-handicap må ikke være over 80.
    Der spilles både golf og bridge med og uden handicap.
  • Turneringen afvikles over fire sektioner (2 x golf og 2 x bridge), som vægter lige meget.
  • Golfdelen afvikles af tidsmæssige årsager som slagspil, hvor der højest kan noteres hullets par +5. Alle skal dog også udfylde scorekort med stableford-point efter den enkeltes handicap. Det tilmeldte pars samlede score tæller.
  • På 2. dagen spiller man greensome, og parret noterer slagscore samt stablefordscore på hvert hul.
  • Vindere af det uofficielle DM i Bridge/Golf er parret, som scorer bedst i kombinationen bridge og golf uden hcp.
  • Derudover er der præmier i kombineret bridge/golf, bridge med og uden handicap og golf med og uden handicap.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.