​Tiger er klar favorit i Arnold Palmer Invitational

Tiger Woods er udråbt som klar favorit til at vinde denne uges Arnold Palmer Invitational, der kan opleves på C More Golf fra på torsdag. Golffænomenet, der ikke har vundet en turnering i næsten fem år, giver pengene fem til syv gange igen blandt de største bookmakere.

Tiger Woods er strøget opad verdensranglisten og er nu også favorit til at vinde Arnold Palmer Invitational.

Tiger-feberen har igen ramt den amerikanske PGA Tour i golf. Det var tydeligt under sidste weekends Valspar Championship. Det kunne aflæses både i tilskuerinteressen på banen omkring 42-årige Woods og i de amerikanske tv- og streamingtal hos NBC Sports. Her blev Valspar Championship tv-netværkets fjerde mest streamede golfturnering – kun overgået af to majorturneringer og Ryder Cup i 2016.

Tiger Woods var et slag fra vinderen Paul Casey og kunne have tvunget Valspar Championship ud i omspil med en birdie på det sidste hul. Det lykkedes ikke, men Tiger Woods’ præstation med fire runder golf med en samlet score i ni under par har ikke alene sendt ham 239 pladser opad verdensranglisten som nummer 149, men altså også gjort ham til favorit på Bay Hill.

Hos de største udenlandske bookmakere giver Tiger Woods mellem 5,5 og 6 gange pengene igen som vinder af Arnold Palmer Invitational, som han tidligere har vundet otte gange. Og herhjemme kan du endda få pengene syv gange igen hos fx Danske Spil, hvis Tiger Woods vinder.

Der er et stort spring ned til den næststørste favorit blandt de 120 deltagere på listen. Det er oftest Jason Day, der vandt Arnold Palmer Invitational forrige år. Australieren giver typisk pengene 12 gange igen. Herefter følger navne som Justin Rose, Rickie Fowler og Rory McIlroy. Justin Rose var også stærkt spillende i Valspar Championship indtil søndagen, hvor to bogeys ødelagde hans sejrschancer og han måtte tage til takke med en delt femteplads.

Oplev Tiger på nærmeste hold i stærk trio i Featured Groups
Tiger Woods stiller op til sin femte start i denne sæson i Arnold Palmer Invitational.

Lykkes det at vinde på søndag, så vil det være hans sejr nummer 80 på den amerikanske PGA Tour og den første siden Bridgestone Invitational tilbage i august 2013.

Du kan opleve Tiger Woods på nærmeste hold i Featured Groups på C More Golf, hvor han torsdag går sammen med ingen ringere end Jason Day og Hideki Matsuyama, der er tilbage for første gang siden håndledsproblemer satte ham ud af spillet i Waste Management Phoenix Open for en måned siden.

Featured Groups begynder torsdag klokken 12.30 – og samtidig kan du følge Bubba Watson, Justin Rose og Patrick Reed, der også bliver fulgt tæt af kameraerne.

Arnold Palmer Invitational på C More Golf

Torsdag:

Featured Groups: 12:30-19:00.

Bubba Watson / Justin Rose / Patrick Reed og Jason Day / Hideki Matsuyama / Tiger Woods

Aftensending: 19:00-23:00, kommentator: Anders Sigdal

Fredag

Featured Groups: 12:30-19:00.

Henrik Stenson / Adam Scott / Tommy Fleetwood og Marc Leishman / Rickie Fowler / Rory McIlroy

Aftensending: 19:00-23:00, kommentator: Anders Sigdal

Lørdag

Featured Groups: 15:00-17:30, aftensending 17:30-23:30, kommentator: Anders Sigdal

Søndag

Featured Groups: 15:00-17:30, aftensending 17:30-23:30, kommentatorer: Anders Sigdal/Andreas Hartø.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.