28 januar 2017 17:52

Unge golftrænere får videregående uddannelse via nyt samarbejde

Forside UDSTYR Unge golftrænere får videregående uddannelse via nyt samarbejde
Af PM

Nu kan trænere på elevuddannelsen være på græs om sommeren og tage en videregående uddannelse om vinteren. Det begejstrer de unge elever, som lærer mere om oplevelser, økonomi og ledelse, oveni at de nu har mulighed for at læse videre.

Før fik golftrænere en uddannelsesmæssig Ø-løsning, hvor de ikke kunne komme videre. Via samarbejde med Erhvervsakademi Dania få trænerne nu en statsgodkendt uddannelse, som de kan bruge til at læse videre på fx en diplomuddannelse. Foto: Dania.

Før fik golftrænere en uddannelsesmæssig Ø-løsning, hvor de ikke kunne komme videre. Via samarbejde med Erhvervsakademi Dania få trænerne nu en statsgodkendt uddannelse, som de kan bruge til at læse videre på fx en diplomuddannelse. Foto: Dania.

Normalt er det svært at få 28-årige Anders Nielsen fra Vejle til at sidde stille. Men når det står ned i lårfede stråler, og oplevelsesledelse er på skoleskemaet, er det en helt anden sag.

Han er en af 18 trænere, der er i gang med at tage elevuddannelsen til golftræner, som nu indeholder en videregående akademiuddannelse i oplevelser. Dania Erhverv, der er en del af Erhvervsakademi Dania, PGA (Professionel Golf Association, red.), Idrætshøjskolen ISI og Dansk Golf Union har nemlig indgået et unikt samarbejde om uddannelsen.
Det betyder, at trænerne får ECTS-point med sig og senere kan læse videre på fx en diplomuddannelse, hvis de har lyst. Det gav det tidligere uddannelsesforløb ikke mulighed for.

 

”Det, jeg lærer, er meget relevant for, hvad vi laver i golfklubben, men med så sæsonbetonet et job kan jeg ikke studere på en almindelig videregående uddannelse. Ved at læse på den her måde kan jeg pludselig se mig selv tage en uddannelse, og det var ikke noget, jeg havde tænkt på selv. Det giver mig flere muligheder for fremtiden, så det er som en gave, jeg ikke havde regnet med at få,” forklarer Anders Nielsen, der er træner ved Vejle Golfklub.

 

Erfaring giver motivation

Skolen er dog helt anderledes, end Anders Nielsen husker den fra sin gymnasietid.

”Jeg har aldrig kunne se mig selv studere i flere år på en videregående uddannelse, men i og med at jeg kan kombinere det med noget, jeg laver til hverdag, er det helt anderledes. At jeg kan koble det med erfaring fra det virkelige liv, giver en hel anden motivation,” siger den 28-årige golftræner.

 

Ved at uddannelsen nu laves i samarbejde med Erhvervsakademi Dania betyder det, at Anders og de andre på holdet altid kan bygge mere ovenpå den videregående uddannelse i oplevelser.

”Det giver mig mere på CV’et, hvis jeg en dag om 15-20 år vil noget andet. Jeg bliver klog på fx ledelse, og det kan jeg altid bruge. Det er en kæmpe chance for at give mig selv flere muligheder i fremtiden,” smiler Anders Nielsen.

Trænerne skal have et højt vidensniveau


Underviser på forløbet, Lars Steen Pedersen, er glad for, at uddannelsesforløbet for golftrænerne nu er en del af det formelle, statsgodkendte uddannelsessystem.

”Førhen lignede uddannelsen til golftræner mere den klassiske mesterlære, hvor de fik en uddannelsesmæssig ø-løsning. De kunne ikke komme videre, men nu kan de fx læse videre på en diplomuddannelse i ledelse. Det giver mening,” forklarer Lars Steen Pedersen, der ser trænernes øgede viden som en helt naturlig udvikling.

”Oplevelsesområdet er vokset eksplosivt siden 2004 og blevet mere professionaliseret, og derfor er vidensniveauet inden for golf også vokset. I dag er lederne erfarne, greenkeeperne er specialistuddannet i græs, og derfor giver det mening, at trænerne også har en uddannelse på et videregående niveau i oplevelser, ledelse og økonomi,” siger han.

 

Praksis og teori smelter sammen

En af deltagerne på uddannelsen er 24-årige Nikolaj Viuff, der er ansat ved Varde Golfklub og tidligere har været professionel golfspiller. Han har mange venner, som lærer teori på deres uddannelser, som de ikke kan bruge i virkeligheden.

”Sådan er det ikke med uddannelsen. Her rammer de plet, hvor teori og praksis smelter sammen, og det, jeg lærer, kan jeg bruge med det samme i mit arbejde,” fortæller Nikolaj Viuff.

 

Han havde nogle betænkeligheder ved at tage uddannelsen, men efter den er blevet en del af det almindelige uddannelsessystem, har han det anderledes.

”Før kunne man ikke bruge uddannelsen til noget uden for disse vægge, men nu kan jeg læse videre og have den som noget ekstra på cv’et. Jeg tror absolut ikke, at jeg skal være træner resten af mit liv med de arbejdstider og på et tidspunkt siger kroppen sikkert også stop. Så er det godt, at jeg har fået uddannelsen her med,” smiler han.

 

I februar slutter uddannelsesforløbet for denne gang, men de unge instruktører kommer tilbage på skolebænken igen til november, hvor de skal tage sidste del af deres akademiuddannelse i oplevelser.

 

FAKTA OM DANIA

  • Erhvervsakademi Dania udbyder videregående- og efteruddannelser i Grenaa, Hadsten, Hobro, Horsens, Randers, Silkeborg, Skive og Viborg
  • I alt udbyder Dania 21 korte videregående uddannelser inden for Business, Sundhed, Oplevelse, Marketing, Teknologi og Administration
  • Samlet er der 2500 fuldtidsstuderende på Dania, hvoraf 300 er internationale studerende
  • Derudover er 2700 deltidsstuderende på efter- og videreuddannelse via Dania
  • Erhvervsakademi Dania blev officielt indviet 1. januar 2009 og har 175 fuldtidsansatte medarbejdere.