29 juni 2015 13:57

DM i MID-AGE

Forside Nyheder DM i MID-AGE

Vejle Golf Club lægger i weekenden 4. og 5. juli bane til DM for damer og herrer over 30 år (Mid-Age). Allerede nu arbejder klubbens greenkeepere sammen med dommere fra Dansk Golf Union (DGU) på at forberede banen til turneringen, der afvikles som slagspil over 54 huller.

VGC

VGC

Greens bliver hurtige, i hvert fald efter VGC standard, i det græsset klippes i 3,5 mm højde. Greens er blevet gødet og trimmet i 14 dage op til turneringen, ligesom fairways er gøde og klippet. Der vil være områder med saftig rough, som kan udfordre spillerne, og selvfølgelig drilske hazarder, som tvinger spillerne til at tænke sig godt om.

 

Der er plads til 72 spillere ud af et langt større felt af tilmeldte, og deltagerantallet reduceres igen efter lørdagens 36 huller.

 

”Der er mange frivillige hjælpere involveret i afviklingen af Danmarksmesterskabet, idet der både skal bruges hjælpere til at indrapportere midtvejs scores via bærbare terminaler og til at være forcaddies ude på banen”, fortæller Finn Lund fra Vejle Golf Club, der er koordinator på arrangementet.

 

”Jeg vil da gerne benytte lejligheden til at opfordre folk til at tage til Vejle og opleve fantastisk gode golfspillere, og også opleve den dejlige golfbane her i sommerperioden, hvor den står virkelig flot og veltrimmet”, siger Finn Lund.

 

DM afvikles på to af VGCs tre 9-hullers sløjfer, nemlig Sletten og Parken. Dermed er Skoven fri til øvrige spillere, der gerne vil spille Vejles smukke golfbane, der er redesignet af den prisvindende danske golfbanearkitekt Philip Spogárd i 2012. Klubhus og restaurant er ligeledes åbent i weekenden, og fra klubbens terrasse kan spillerne følges hele vejen ned af afslutningshullet, hvor Danmarksmestrene kåres søndag eftermiddag.

 

Læs mere om Vejle Golf Club på vgc.dk

Seneste nyheder