21 maj 2015 21:57

Kolding byder toppen af Titleist ranglisten velkommen

Forside Nyheder Kolding byder toppen af Titleist ranglisten velkommen
Af PM

Kolding Golf Club inviterer den danske golfelite til topgolf i den kommende weekend, d. 23. og 24. maj 2015. Turneringen spilles for 5. gang og feltet bliver i år stærkere end nogensinde.

unnamed

Kolding Golf Club er for femte år i træk værter for KGC Masters sponsored by BMW i weekenden d. 23. og 24. maj. Den populære ranglisteturnering trækker den danske golfelite til Kolding, som igen i år er sponsoreret af Bayern Auto Group.

I år har mere end 100 spillere tilmeldt sig, og turneringsudvalget bag KGC Masters sponsored by BMW har taget konsekvensen af populariteten og hævet deltagerantallet fra 72 til 84 spillere.

Vores bane kan godt klare 12 ekstra spillere og det er det hidtil stærkeste felt med over 40 spillere under hcp 0. og et gennemsnits hcp på +0,1” udtaler turneringsleder Jørgen Fink, og fortsætter med et smil, ”hvis man tager et kig ned af Titleist ranglisten, der er den danske amatørrangliste for herrer, kan man se at 8 af spillerne i Top 10 er med i vores turnering, hvilket jo må siges at være godkendt.

Hele klubben – frivillige, greenkeepere og fastansatte – har arbejdet hårdt på at blive klar til turneringen, da lige netop denne turnering for alvor har sat Kolding på golflandkortet. Turneringen er særligt kendt for de hurtige greens, som for alvor udfordrer spillerne.

Vi (greenkeeperne, red.) elsker vores job og vil gøre alt for at KGCs greens er fair, når eliten kommer på besøg. Målet er at boldene ruller jævnt og true ( i den retning, som spilleren putter, red.), og så gør det jo ikke noget, at greens er hurtigere her end i mange andre klubber på nuværende tidspunkt,” smågriner Jesper Enggaard, der er chef greenkeeper i Kolding Golf Club.

KGC

KGC

 

Jesper og hans team har arbejdet hårdt i flere måneder på, at hele banen står knivskarpt til tee-off lørdag morgen kl. 7.00, hvor Peter Ingemann Bohlbro (Skanderborg Golf Klub), Anders Emil Ejlersen (Viborg Golfklub) og Kristian Leth-Andersen (Odder Golfklub) sætter årets eliteturnering i Kolding Golf Club i gang. Den første Kolding spiller – Jesper Havelund Olesen – slår ud kl. 7.18 og sidste Kolding spiller – Nicolai Lund Sørensen – kl. 11.03, så der er rig mulighed for at se de lokale talenter rundt omkring på hele banen hele dagen.

Kolding Golf Club laver for andet år en såkaldt Elite-Am, som optakt til turneringen. Formatet er i denne type turnering er, at et 3-mands hold spiller sammen med en elitespiller, der her er en af deltagerne i KGC Masters sponsored by BMW. Der er 20 hold tilmeldte og det er topnavnene fra turneringen, der stiller op til denne Elite-Am. Af de lokale helte kan nævnes Morten Lykkegaard (der vandt sidste weekends rangliste turnering i Gyttegaard Golf Klub og topper Titleist ranglisten), tidligere playing pro Jakob Graver Nissen og stortalentet Frederik Hedmark, der med sine bare 17 år er en del af den danske landsholdstrup.

Lørdag spiller alle spillerne 2 runder, hvorefter det 84 mands store felt bliver skåret ned til 42, der spiller finale om søndagen. Sidste års suveræne vinder Nicolai Tinning vandt med 6 slag i -2 , og om der er en spiller, der kan gøre ham kunsten efter, eller om der skal et omspil til må tiden vise.

Kolding Golf Club håber, at mange vil bruge pinsedagene på, at komme forbi deres skønne bane i Marielundskoven og se noget god golf og støtte de 18 lokale spillere, der alle håber på at kunne gå hjem med checken på 5.000,- når turneringen er færdigspillet søndag eftermiddag ved 14-15 tiden. ”Det er fedt at se, så mange Kolding spillere i feltet, og vi har endda kun uddelt 5 ud af de 6 wild cards klubben har til rådighed,” siger den lokale træner Kenneth Hansen med stolthed i stemmen.

Man kan følge golfspillerne på hele banen, se det fra restaurantens solterrasse med direkte udsigt til hul 18 eller via live scoringen i klubhuset hele weekenden. Live scoringen vil også kunne følges her .

 

Seneste nyheder