05 maj 2015 13:02

Mads er Vejle Golf Clubs nyeste elev

Forside Nyheder Mads er Vejle Golf Clubs nyeste elev

Et godt samarbejde mellem Vejle Golf Club og Vejle Produktions- og Uddannelsescenter (VPU) har senest udmøntet sig i ansættelsen af en dygtig ny elev i golfklubbens greenkeeperstab. 

Mads og Dennis Sørensen

Mads og Dennis Sørensen

18-årige Mads Alexander Farre Sørensen startede 7. april som greenkeeperelev i Vejle Golf Club og skal igennem et uddannelsesforløb i klubben, der er kendt for en golfbane med unik beliggenhed.

”Jeg er faldet godt til og synes det er nogle gode kollegaer. Jeg kan godt lide, at jeg skal løse forskellige opgaver hver dag, så arbejdet er meget afvekslende. Jeg har de seneste dage arbejdet med at rive bunkers, dels med en særlig maskine, dels med en håndrive”, fortæller Mads Sørensen, der gik på produktionscenters erhvervsgrunduddannelse (EGU) i Ejendoms-service, før han startede i golfklubben.

”Mads gjorde sig positivt bemærket i forbindelse med nogle opgaver, som golfklubben og produktionsskolen samarbejder omkring, og da vi jo søgte to nye elever i foråret, så kom Mads til samtale og fik den ene elevplads”, fortæller chefgreenkeeper Niels Nielsen.

”Jeg har faktisk klippet masser af græs, fordi min onkel har en ejendom med en del jord til”, fortæller Mads Sørensen, der i de kommende år kan se frem til at lære meget mere om græs – og alt hvad der skal til for at lave en god golfbane.

Mads Sørensen på arbejde

Mads Sørensen på arbejde

”Jeg har aldrig prøvet golf, men vi er fire i greenkeeperstaben, som skal med på det næste introduktionskursus i klubben. Det ser da sjovt ud, og jeg glæder mig til at prøve”, fortæller Mads Sørensen, der mest har spillet fodbold, og på det seneste også Hardball, som er en version af Paintball, blot uden maling i kuglerne.

Samarbejdet med VPU betyder også, at Mads og golfklubben har mulighed for at trække på en række af de muligheder, som VPU råder over.
”Vi holder regelmæssige opfølgningsmøder og kan støtte Mads, f.eks. med forskellige certifikater, som vil opkvalificerer ham til arbejdet i golfklubben”, fortæller Egu-vejleder Dennis Sørensen.

Vejle Produktions og Uddannelsescenter har ca. 70 årselever under 25 år fordelt på syv værkstedslinjer med primært fokus på praktik og afklaring, men også basale skolefag som dansk og matematik, der kan give de unge forbedrede muligheder i videre uddannelse eller indtræden på arbejdsmarkedet.

Vejle Golf Club er fortsat på udkik efter en elev til greenkeeperstaben. Henvendelse til chefgreenkeeper Niels Nielsen. Yderligere information på vgc.dk

 

 

Seneste nyheder