Rod Pampling fører the Memorial med tre slag før sidste runde.
Adam Scott kunne ikke følge op på sit formidable spil og banerekorden fredag. På moving day stod han bomstille og måtte efter en bogey på det afsluttende hul notere en runde i par. Det trøstede ham næppe meget, at det var en landsmand, Rod Pampling, der fortsatte himmelflugten og bragte sig tre slag foran før den sidste runde på banen i Muirfield, Ohio.
Scott kunne ikke klage over den timelange afbrydelse pga. tordenvejr, som var et irritationsmoment for mange spillere, der var i fuld gang på banen. Han nåede ikke ud, før spillet blev genoptaget, men det hjalp ikke til trods for, at banerne var blevet lidt mere modtagelige efter naturens egen vanding.
Pampling lå frem til hul 11 blot blandt de førende, men så gik det stærkt, og mellem højdepunkterne i hans runde på - 4 var et holet putt fra 12 meter og på sidste hul et ca. 140 meter slag fra en fairwaybunker lige til pinden med en afsluttende birdie som resultat. Pampling fører i - 15, mens 2. pladsen deles af Adam Scott og Sean O'Hair, der udlignede to tidlige bogeys med en eagle på hul 7 og samlede tre birdies op på bag-9. Begge er i - 12. Will Mackenzie, Stewart Cink og Aaron Baddeley deler 4. pladsen i - 11, mens Fredrik Jacobson i - 10 er blandt de spillere, der deler 7. pladsen. Med eminent putting var Jacobsen allerede på den score efter seks huller, men resten af runden gik i par.
MacKenzie og Cink var dagens hurtigst rykkende med runder i - 7. Jim Furyk ligger nr. 17 i - 6, Sergio Garcia nr. 27 i - 5, og placeringen som nr. 33 deles bl.a. af et prominent trekløver: Tiger Woods, Sergio Garcia og Vijay Singh i - 4, men de må være ude af kampen om sejren på sidste aften, som tegner meget intens og spændende.